Af Benjamin Damon
Det nuværende gyserlandskab præges i høj grad af psykologiske, langsomt opbyggede film, som prioriterer æstetik og tone snarere end trætte troper og jumpscares. Det er dog ikke sådan, at det ene udelukker det andet, og Parker Finns Smile er absolut en gyserfilm i ’klassisk’ forstand – og det gør måske ikke så meget?
Det er nemlig ikke en film, som på nogen måde genopfinder eller fornyer genren; trætte gysertroper er til stede, og en stor del af appellen findes i den gedigne overflod af jumpscares, som konstant bølger under overfladen. Men det er altså ganske solid underholdning.
Rose (Sosie Bacon) er psykiater på en akutafdeling og lader til at være både dygtig til og glad for sit job. En dag får hun dog en patient (Caitlin Stasey) ind, som vurderes til at lide af hallucinationer og vrangforestillinger. Patienten taler skrækslagent om, at noget er til stede i rummet, men insisterer samtidig på, hun ikke er skør – at det ikke er noget, hun forestiller sig, men den faktiske virkelighed. Kort tid efter rejser hun sig op og begår på brutal vis selvmord for øjnene af Rose – mens hun smiler. Det er en dybt traumatiserende episode, og den gør naturligvis indtryk på vores hovedperson.
Hun begynder nemlig selv at lide af tilsvarende symptomer som denne patient, og en konstant anspændthed sætter sig i kroppen – både på hende og tilskueren. Overalt begynder Rose at se og høre ting, som ikke er der. Ingen forstår hende. Ingen vil lytte. Er hun psykisk syg eller er det en forbandelse? Roses egen psykiater (Robin Weigert) peger på traumer fra hendes barndom – måske er det grunden til Roses udskejelser?
Det bliver gradvist værre og værre, og Rose reduceres til en ekstremt sølle eksistens. Selv ikke hendes intetsigende kæreste, Trevor (Jessie T. Usher), kan hun finde trøst hos. Instruktør Finn prøver tilsyneladende at sige noget om psykisk sygdom – det er uklart præcist hvad. Smile fungerer da også klart bedst, når den bare er en gyser, for den er hamrende uhyggelig.
Som en frivillig boksepude sidder man der i biografsædet og lader sig gennembanke af filmen. Selv en ringende telefon eller et forbipasserende tog bliver til chokelementer takket være den ekstremt effektive klipning af Elliot Greenberg og et stærkt lyddesign, som ophøjes af Cristobal Tapia de Veers allestedsværende score. Det er så omsluttende en oplevelse, at man ikke kan undgå at blive hevet ind i universet – selv ikke et par håndflader for øjnene kan dulme uhyggen.
Smile er dog ikke uden sine problemer. I perioder bliver det langtrukkent og balancegangen mellem detektivkrimi og helhjertet gys rammes ikke perfekt hele vejen igennem. Når Parker Finn virkelig insisterer på gruen, er det dog overraskende velfungerende. For han er konfrontatorisk og nådesløs; selv ikke børn eller dyr er sikre i ’smilenes by’, og volden er både blodig og ufiltreret. Det er fedt at se en mainstream-instruktør, der tør at gå hele vejen med de forstyrrende elementer.
Han skylder dog også en tak til tidligere værker og filmskabere, for det er, som sagt, ikke altid synderligt originalt – inspirationen fra David Robert Mitchells It Follows (2014) er f.eks. helt utvetydig. Alligevel er det svært for alvor at være utilfreds. Smile gør præcis, hvad man kan forvente af en solid gyser. Gysertroperne bruges flittigt: billeder vendt på hovedet, en rædselsslagen kvindelig protagonist (Bacon spiller dog helt udmærket), venner og familie, som ikke forstår eller tror på Rose – man kunne godt blive ved en del længere.
Pointen er, at det er troper, som bruges, fordi de faktisk virker ret godt. De har virket før, og de virker i Smile. Det er måske letkøbt gys sammenlignet med de seneste års elevated horror-værker som Hereditary (2018), The Witch (2015) og Get Out (2017), men de forskellige slags gys lever heldigvis fint i harmoni med hinanden.
Kommentarer